Type 8: Frontkæmperen
Bliver blandt andet kaldt for: Beskytteren – Udfordreren – Frontkæmperen – Lederen.
8´ere fremstår ofte som impulsive personer med stor energi og power. De kæmper for retfærdighed, meningen, åbenhed og (deres egen) sandhed. Tager gerne ledelse for at kontrollere situationen – og komme i det mål, de selv har udset sig.
”Min indfaldsvinkel til tingene er alt eller intet. Det gælder især ting, som betyder noget for mig.
Jeg lægger stor vægt på at være stærk, ærlig og til at stole på. Det, du ser, er også det, du får.
Jeg stoler ikke på andre, før de har bevist, at de er til at stole på. Jeg kan godt lide, at mennesker er ligefremme over for mig, og jeg ved altid, når nogen er uærlig over for mig, lyver eller forsøger at manipulere med mig.
Jeg har svært ved at acceptere svaghed hos andre, medmindre jeg forstår grunden til deres svaghed eller kan se, at de forsøger at gøre noget ved den.
Jeg har vanskeligt ved at tage imod ordrer eller anvisninger fra nogen, hvis jeg ikke har respekt for eller er enig med den, som udsteder dem. Jeg er meget bedre til at bestemme selv.
Det er svært for mig ikke at vise, hvad jeg føler, når jeg er vred. Jeg er altid klar til at gå i brechen for mennesker, jeg holder af, specielt hvis jeg oplever, at de bliver uretfærdigt behandlet”.
Primær motivation og fokus:
- Behovet for at være stærk og undgå svaghed
- Livet er en kamp – de stærke vinder
- Afhængighed gør mig magtesløs – jeg kan klare mig selv
- Det der er sandt for mig, er dybest set også sandt for andre
Typisk:
- Energifyldte, handlende mennesker, der fylder meget
- Har en naturlig styrke i deres udstråling – og markerer tydeligt deres grænser
- Taler gerne med høj og kraftfuld stemme
- Kalder en skovl for en skovl og en spade for en spade, ikke så få 8´ere bander!
- Har et stort kontrol- ansvars- og beskytter ”gen” (passer på sig selv og sine nære)
- Kan kun sjældent lade være med at udtrykke deres mening
- Er meget handlingsorienterede – glemmer ind imellem at tænke sig om først
- Har svært ved at acceptere svaghed, der ikke handles på
- Er hurtige til at tage beslutninger, og tager nemt styringen, hvis ingen andre gør det. Bliver derfor ofte ledere – formelle eller uformelle
- Virker stærke udenpå, men er bløde og følsomme inden i – hvilket de forsøger at skjule
- Går efter egne mål og egne behov
- Har en tendens til at se ekstremerne i en situation. Mennesker er fx enten retfærdige eller uretfærdige, gode eller dårlige, ledere eller følgere – der er intet både-og
Typisk i overskud:
- Har mindre fokus på egne behov og mere fokus på andres
- Sænker deres forsvar og er mere blide, empatiske, omsorgsfulde og hjælpsomme
- Bedre til at anerkende og acceptere ”andres model af verden”
Typisk under stort pres:
- At blive udsat for uretfærdig behandling fra omgivelserne eller blive bestemt over af svage ledere kan presse 8´ere voldsomt
- Først vil de forsøge at ”puste sig yderligere op” i håb om at genvinde kontrollen og styringen. Fortsætter presset på trods heraf – og de oplever at de ikke har flere ”våben” at kæmpe med – vil de pludselig kunne opleve magtesløshed og handlingslammelse, og vil ofte helt trække sig og blive stille
- De trækker sig helt – men har svært ved at ”slippe” før det passerede er afklaret – og vil ofte vende tilbage med fornyet styrke og genoptage ”kampen”
Typisk i samarbejde:
- Fokus er på at give sit bidrag til at styre og kontrollere situationen
- Sikrer meningen og den ”røde tråd” i samarbejdet
- Tager ansvar og gerne ledelsen, hvis 8´eren oplever, at ingen andre kan udfylde den rolle
- At få vigtige ting til at ske og at målet nås
Typisk i konflikter:
- Føler bølger af vrede , som kaster dem ud i højrøstet impulsiv handling
- Vil ofte tage ”kampen” direkte – hvis de tror de kan vinde
- Kan fuldstændig trække sig – men vil ofte vende tilbage senere for at få udtrykt sig og genvinde kontrollen