Type 6: Skeptikeren

Bliver blandt andet kaldt for: Realisten – Skeptikeren – Problemfinderen – Vogteren.

6´ere fremstår ofte som skeptiske og tvivlende personer på grund af deres analytiske evne til at kunne forudse problemer i fremtiden. Samtidig har de behov for at udtrykke risikoen ved dem. Og der er ved Gud mange potentielle problemer og farer nu og i al fremtid at bekymre sig om.

”Jeg har en livlig fantasi, specielt hvad angår ting, der kan true min sikkerhed og tryghed. Som regel får jeg altid øje på mulige farer og skadevirkninger, og jeg frygter dem i en grad, nærmest som var det noget, der virkelig foregik. Enten undgår jeg farer for enhver pris, eller jeg kaster mig hovedkulds ud i dem.

Min indbildningskraft er også kilden til min opfindsomhed samt en god om end ofte noget ukonventionel sans for humor. Jeg ville ønske, at livet var mere trygt, men i almindelighed er det som om, jeg tvivler på mennesker og ting omkring mig.

Fordi jeg kan se fejlene ved den måde, man i almindelighed anskuer tingene på, har jeg en tilbøjelighed til at identificere mig med den svagere part. Jeg kan som regel se det mangelfulde ved de synspunkter andre fremfører. Der er formentlig visse mennesker, der som følge af dette opfatter mig som ret kløgtig. Andre måske som en irriterende Rasmus-modsat.

Jeg er mistænksom i forhold til de fleste såkaldte autoriteter, og jeg bryder mig ikke særlig meget om selv at blive opfattet som en autoritet. Når jeg omvendt først oplever tillid til en person eller en sag, er jeg meget loyal over for ham, hende eller den”.

Primær motivation og fokus:

  • Behovet for at være sikker og tryg
  • Det er naivt at tro det bedste
  • Alt kan ses fra mindst to sider
  • Jeg kan ikke stole på andre

Typisk:

  • Skeptiske og udtryksfulde mennesker, der er i tvivl om meget, og som ikke hopper på hvad som helst
  • Har en konstant indre dialog – for og imod
  • Kan se alt fra to sider og være i tvivl om, hvad der er den rigtige
  • Har et behov for at vende stemningen i en gruppe så den ikke bliver urealistisk positiv eller negativ
  • Tillægger ofte andre følelser og tanker som i virkeligheden er deres egne
  • Oplever sig selv realistiske – mens omgivelserne ofte oplever 6´ere som for skeptiske måske ligefrem negative
  • Yder som oftest før de nyder
  • Kan føle sig helt tunge i hovedet af tanker, bekymringer og tvivl
  • Har pakket kufferten med ting, der kan klare alle farer og problemer, når de tager på ferie
  • Er ubetinget trofaste og loyale overfor personer og grupper, de får tillid til
  • Autoriteter er et tema i 6´eres liv – enten underkaster de sig dem, eller også gør de oprør mod dem
  • Oplever ofte tvivl, der udsætter handlinger

Typisk i overskud:

  • De får mere ro i hovedet – tankemylderet stilner delvis af
  • De får lyst til at harmoni og hygge – slipper til dels bekymringer, ansvar og kontrol
  • De slapper mere af og er tilstede i nuet – glemmer momentvis mulige farer og problemer

Typisk under stort pres:

  • Kollegaer, der opfører sig illoyalt overfor gruppen eller hvis hurtige beslutninger skal træffes, kan presse 6´ere voldsomt
  • Først vil de intensivere deres analysearbejde med fokus på, hvorfor det gik galt, eller hvad der skal til. Fortsætter presset på trods heraf, vil de ofte opleve 100 % fokus på mål og opgave, og handle derefter. Men de handler uovervejet og egenrådigt i sådanne situationer – og fortryder ofte bagefter
  • De reagerer emotionelt og instinktivt – tænker sig ikke om

Typisk i samarbejde:

  • Både fokus på opgaven og på relationerne
  • Eksperter i at analysere og forudse faldgrupper og problemer
  • Sikrer demokrati i gruppen og at alle bliver hørt
  • Loyal overfor grupper de har ansvar for og ledere, de respekterer

Typisk i konflikter

  • Kan trække sig – for at analysere situationen – formoder og projicerer
  • Ofte forsinket eller slet ingen handling
  • Kan også reagere stærkt og hurtigt, når den de er vred på, er til stede